søndag den 27. marts 2011

Påskeæg

Var lige forbi mette b´s blog, hun har lavet de fineste påskeæg!!
Jeg har faktisk brugt samme metode som mette b og som http://www.wooz.dk/ har brugt, dog i en lidt større målestok.

Da jeg flyttede ind her, for efterhånden en del år siden, manglede jeg en lampeskærm over mit spisebord. Ingen penge havde jeg nok af og jeg synes at det kunne være sjovt at lave en lampe selv.

I mine gemmer havde jeg et stativ fra en lampe, til at skrue fast i en fatning. Så det var en start.
Sisal-garn, tapetklister og en ballon, så kan man lave en lampe :O) Husk at lave hul nederst, så du kan skifte pæren, når den springer!
Da den havde hængt i køkkenet et par dage blev jeg dog enig med mig selv om, at pæren generede mig for meget.

Jeg havde noget Japan-papir, med indbyggede græsstrå, som blev klippet til og klistret indeni lampen, for at dække lidt for skæret.
Den lyser ikke så meget, det er ikke arbejdslys, men den hygger når vi sidder omkring bordet og spiser!

Jeg har lavet en del af denne slags lamper, til niecen og til mine ungers nye hjem. Størrelsen på skærmen er jo blot et spørgsmål om, hvor meget luft man gider at puste i ballonen!!

Jeg har åbenbart en svaghed for lampeskærme..
En overgang var der en serie i tv om, nogen der lavede om/malede/ byggede om hos venner eller familie.
I et af afsnittene blev der hængt en lampe op, der var lavet af kabel-strips.. Jeg fandt den på nettet til en pris af kr 1100,00 og det synes jeg godt nok var dyrt!!

Over mit spisebord i stuen, hang der på daværende tidspunkt, en lampe jeg havde arvet. Sådan en træk-op-og-ned en af slagsen, med en messingskærm. Grim havde jeg altid syntes den var og efter flere mislykkedes forsøg, med maling, stof osv, blev jeg enig med mig selv om, at den jo ikke kunne blive grimmere.

Fik fat i en stump kyllingtråd og 1100 hvide kabel-strips. De lurer godt nok på én i diverse byggemarkeder, når man kommer op til kassen med alt hvad de har af hvide kabel-strips!!! :O)
De fleste kan nøjes med en enkelt pakke, som så holder i flere år..

Messingskærmen led affalds-døden og en kugleformet form blev lavet af kylingtråden. Og så gik det store arbejde i gang!! Jeg brugte vist hver aften i en hel uge for at sætte alle de strips på, men jeg synes resultatet er sjovt!


Problemet med skarpt lys fra pæren gjode sig også gældende her, så jeg stivede et stykke broderi anglaise, (som vores mødre/bedstemødre gjorde) og klistrede det på kanten inden, kuglen blev trukket ned over ledningen.

Voila, Fru Heibergs hår, en lampe som ikke findes magen til i hele verden (og det måske godt nok)

lørdag den 26. marts 2011

Weekend

Nu er det lørdag og jeg har været på håndarbejdsmesse sammen med min mor. Hun inviterede, for hun ville så gerne over og kigge og gider ikke tage afsted selv.

Vi har brugt en tre timers tid i hallerne i Middelfart og det var rigtig fint. Men jeg må indrømme, jeg blev en anelse skuffet over udbuddet af  hobbies/håndarbejdstyper, der var udstillet.
Hvis man ikke lige strikker eller syr patchwork/quilter, så synes jeg ikke der var meget at se på. Jeg er mest til symaskinen og jeg bruger den ikke til at quilte på.
Nu skal det ikke forstås sådan, at jeg ikke kan savle en smule over noget lækkert garn, for det kan jeg da sagtens. Jeg strikker jo lidt, men alligevel..
Der var kun to eller tre stande der havde stof med, altså stof i større stykker end 45X45 cm.

En anden ting der slog mig, var at kvinder faktisk ikke er særlig venlige!! Det er skræmmende at skulle indrømme og det er jo heldigvis langt fra alle der er sådan, men jeg blev igen og igen ramt af følelsen:
"Ja ja, rolig nu, jeg skal nok lade være med at købe hele standen, før du når derhen!"

Flere gange var jeg nødt til at blive stående midt på gangen, fordi jeg ikke har rundsave på albuerne og ikke villle mase mig hen til standen, mens kvinder skubbede og gik ind foran hinanden.

Min mor sagde at jeg jo bare kunne gøre det samme, men mit svar var: "Sådan er jeg jo ikke opdraget, vel?" hæhæ det grinede vi så lidt af og vi har haft en rigtig dejlig dag.

Det allersjoveste var faktisk at studere de få mænd der var med til messen! Det er næsten lige så sjovt som at studere dem der er i Bilka lørdag formiddag!! :O)
De er der fysisk, men psykisk er de LANGT væk!!! Deres øjne er indstillet på Uendeligt og de trasker sløvt og apatisk efter konen som fræser rundt mellem diverse stativer, mens de flår varer ned i vognen.. hihi

Jeg brugte 25 kr til 5 knapper og det var alt hvad vi brugte af penge, ja udover mad og sodavand.

Nu venter der pizza og en enkelt øl nede i byen med min søde overbo. Han er af den type der, når han henter rundstykker til ham selv og kæresten, så tager han lige et par rundstykker med til mig, som han sætter udenfor min hoveddør :O)
Sådanne naboer, de hænger ikke på træerne!!

Hav den dejligste lørdag aften

mandag den 21. marts 2011

Give away

Uh jeg deltager i lodtrækningen af en bog der ser rigtig spændende ud.
Du kan jo tjekke det ud her hos Kolorista :

http://koloristas.blogspot.com/2011/03/give-away-med-bonusgaver.html?showComment=1300715421271#c2377976078063086397

torsdag den 17. marts 2011

Flæske-tæsk

Som de allerfleste kvinder i denne verden, altså i hele verden, er jeg ikke udpræget tilfreds med den måde, mit kadaver er skruet sammen på.. Bevares, mine ben er da okay! De kan nå jorden! :O) Og mit hovede forhindrer da regnen i, at løbe ned i halsen og drukne mig.. :O)

Det er jo altsammen meget fint, det er nu også mest det, der findes i/på midten der irriterer mig.

Når kvinder har fået børn, så har maveskindet meget ofte en tendens til, at blive selvstændigt og leve sit eget liv..
Således også mit.. Og når det nu er så længe siden at jeg fik børn, så kan jeg vist ikke tillade mig, at give graviditeten skylden.. Heller ikke selvom, jeg rummede to børn på samme tid og knæ og fødder var noget, jeg ikke havde set i meget lang tid..

Nej, jeg er nok desværre nødt til, at give fastelavnsboller, pommesfrites, chips og chokolade skylden.. Eller er det måske bare et spørgsmål om "mådehold"? Uha det var et svært ord!!

Men når man nu, som jeg, ELSKER alle de lækre ting, så er mådehold altså nærmest en umulighed!!
Jeg er ikke den lykkelige indehaver af een sød tand, nej, jeg har en hel mund fuld af dem! :O)

Nå, tilbage til flæsket på midten..
Der må gøres noget... At løbe... nej det gider jeg ikke.. Mange ynder at trække i løbetøjet og spurte gade op og gade ned.. Jeg begynder at løbe den dag, jeg ser en jogger, der ikke er blå-violet i ansigtet og som ikke ser ud som de bærer alverdens smerter på skuldrene.. :O)

Hmm.. hvad så??
En af de utallige reklamer der hver weekend truer med at sprænge min postkasse og som jeg nyder at sidde og bladre i, mens jeg spiser morgenmad, havde en dag et billede af en hulahop-ring..

Jamen, det må jeg prøve! Jeg var faktisk rimelig skrap til det, da jeg var barn og mon ikke det er ligesom at cykle? I den sammenhæng, vælger jeg så at overse, at det der med at løbe på rulleskøjter, som jeg også var ret skrap til, SÅ ABSOLUT  ikke er ligesom at kunne cykle! Det er nærmest Bambi på glatis..

Nu er hulahop-ringe ikke ligesom de var da jeg var barn. Nej nej, der er forskellige vægte på dem. 1,2 eller 1,4 eller måske 2,4 kg.. Den tunge turde jeg simpelthen ikke købe, jeg har hørt fra min datter som har prøvet dem, at de kan give blå mærker..
Jeg starter stille og roligt op med en på 1,2 kg. Men den er kæmpestor i forhold til de hula-hopper jeg kan huske fra min barndom..

Der er kun plads midt i stuen, når jeg flytter skrivebordsstolen og lægger puderne helt fladt ned i sofaen.
Så står jeg der, midt mellem møbler og vrider mig som en friskfanget ål på en stegepande, til kattenes meget store fornøjelse. Gudskelov, at de ikke kan tale! :O) "Flæsket skal have tæsk", messer jeg mens jeg står der og ser totalt hjernelam ud.

I begyndelsen var mit maveflæsk blåt i store plamager, det er heldigvis ovre. Men jeg begynder at spekulere på, om jeg er blevet taget ved næsen? Gad vide om det overhovedet hjælper? Eller er der nogen der, automatisk, når en eller anden stakkel, har købt en hulahopring; sniger sig ind i ens hjem og sætter et kamera op? Og lægger det på Youtube?
Indtil jeg finder ud af, om det hjælper, eller om det bare er en prut i en petroleumslampe, så bliver jeg ved og priser mig lykkelig for, at mine stuevinduer er i 1. sals højde!! :O)

onsdag den 16. marts 2011

Hmm..

Tasken som jeg har glædet mig til at sy, er endelig blevet færdig. Jeg er helt vildt med det stof, meget mere end jeg turde drømme om!
Normalt er jeg mest til mørke, ensfarvede stoffer, måske med en enkelt stribe.. Men lige pludselig, en dag faldt jeg over en blog.. En der havde syet en "shopper"- taske af brunt stof med fugle og striber, købt i Ikea..
Jeg var solgt til stanglakrids!! Kan ikke huske hvornår jeg sidst er blevet så vild med stof med stort mønster!! Måske er jeg alligevel en pige?? ;O) Kan ikke huske hvis blog det var, så jeg kan desværre ikke linke til den.

Og da jeg så fandt ud af at min mor havde været i Ikea, uden at sige noget til mig, var jeg da helt ødelagt. (Jeg har et pænt stykke til den nærmeste Ikea, så jeg smutter ikke lige forbi, for at hente to meter stof)

Men stof, det skulle jeg have og var omkring Jysk, der havde tilbud på 5 meter bomuld med mønster.. Det er ganske vist ikke i flere farver, men med stort mønster.



Billedet er ikke skarpt, det er taget med mobiltelefonen.. Der kommer et bedre, når jeg lige får mit kamera til at ville, som jeg vil.. :O)
Men der ligger en pude i, 45 X 45 cm, så den er stor.

Herligt med en stor taske til alt det, man ikke kan leve uden, når man skal være væk en weekend. Der er endda plads til mine bamsestøvler! Dem jeg har meget svært ved at holde varmen uden og hjemmesko, man kan have på, når man lige skal ud med skraldeposen, det er jo ikke at kimse ad!


Det her bloggeri, det fanger!! :O) Jeg troede ikke at jeg ville blive så fanget, men der er så mange spændende indslag, om alt muligt mellem himmel og jord. Allermest er jeg vild med alle de spændende og sjove ting der bliver syet og strikket rundt omkring!! Det er jo ren inspiration lige foran én!

Tak til jer alle, for at dele jeres ideer og kreative evner!

mandag den 14. marts 2011

Mikro-makrosjov

Igen i denne uge er der Makrosjov på bloggen og jeg har lige lyst til, endnu en gang, at være med. Synes det er sjovt at se hvad alle finder på.

Desværre har jeg ikke et kamera, der kan tage meget skarpe billede på meget tæt hold, men jeg kan nu få nogle sjove billeder ud af det alligevel.


Guf der kigger ud i verden

lørdag den 12. marts 2011

Forbaskede vækkeur

Vi kender det alle sammen, bedst som man er længst væk i den dejligste drøm, så er der en lyd, der ubønhørligt, river én ud fra drømmelandet og kræver ens opmærksomhed..

Uden tanke på, at du trænger til mere søvn, at du har haft en lang dag i går og dagen i dag ikke bliver meget bedre.. Uden medfølelse, uanset at du aldrig har ligget så godt, ingen empati, ej heller selvom dynen er så dejlig varm, nej, som den skrappeste mor man kan forestille sig, kræver det din opmærksomhed!

Vækkeuret.......

"NU!!"
"Du skal op!"
"Dagen begynder og du skal nå at stå på, inden den kører fra perronen!"
"Kom så!!"

Men så, endelig, kommer fredag snigende..
Ahh udsigt til to dage hvor den Ubønhørlige holder mund og tiden er min egen..

Fredag aften nydes i fulde drag.. Ahh.. Fri.. hygge.. tv.. symaskinen (jeg er endelig blevet færdig med bukserne, nu skal jeg i gang med den taske, som jeg har glædet mig til)
Klokken bliver ret hurtig 22..
Der, hvor jeg plejer at rejse til drømmeland, fordi den Ubønhørlige kalder på mig kl. alt-for-tidligt..

Øjnene har deres egen vilje.. De KAN ikke holde sig åbne, jeg bliver nødt til at overgive mig og gå i seng.. Nej, jeg trækker den lige lidt endnu... Det er jo fredag og den Ubønhørlige har fået strenge ordrer om at holde mund. Jeg kan sove længe i morgen!! :O) Herligt!!

Kl 23 er jeg simpelthen nødt til at overgive mig og dobbelt-dynen omslutter en træt Lotte og tager mig med til drømmenes verden.
"Skidt med at jeg går i seng nu, jeg kan sove lige så længe jeg vil og skal bare være frisk i morgen aften, hvor jeg skal til blues koncert!"

Jeg vågner, mens det stadig er mørkt udenfor.. Jeg ved helt bestemt at det er meget tidligt, for det er også mørkt, når den Ubønhørlige kalder på mig til hverdag..
Nej det kan ikke passe.. Jeg vil ikke vågne nu.. Det er alt for tidligt og se selv, det er mørkt endnu..

Men, uanset hvor meget jeg forsøger at overtale mig selv til at falde i søvn igen, så lykkes det ikke ..
Jeg åbner det ene øje og kigger over på den Ubønhørlige.. Men den står og holder sig for munden, for ligesom at sige: "det var ikke mig, jeg har ikke sagt en lyd!"
Klokken er 5.50..

Okay... jeg har da fået lov til at sove 20 minutter længere end jeg gjorde i går og alle de andre hverdagsmorgener..

Forbaskede indre vækkeur.. Kan man mon pille batterierne ud af det??

mandag den 7. marts 2011

Makrosjov

Nu prøver jeg noget helt nyt, makrosjov..
Blogverdenen er en forunderlig størrelse, men på den anden side, så omgiver jeg mig med forunderlige størrelser.

lørdag den 5. marts 2011

Vildskab

Sagen begyndte med at jeg sov længe.. herligt!!Det trængte jeg til! Kvart over ni slog jeg øjnene op til det smukkeste solskinsvejr og da jeg fik øjnene til at fokusere på samme ting på samme tid (kan godt være lidt svært, da mine kontaktlinser ikke altid vågner lige så tidligt som jeg) kunne jeg se der lå en sms på mobilen.
Det var min supersøde overbo, der havde været hos bageren og hente morgenbrød til ham og kæresten og havde da lige købt rundstykker og basse til mig også!! Jamen, jamen, man bliver jo helt glad i maven! :O)

Senere ankom min unger for at "blive passet" sådan bare for sjov. De hjalp mig med at få slæbt det forbaskede store solarium ud, det har bare stået der og fyldt uden at blive brugt i al for lang tid. Der er blevet gjort lidt rent og hygget i stor stil. De skulle også lige have vasket noget tøj, deres vaskemaskine er gået i stykker.
Efter en indkøbstur, gik vi i gang med at bage i vildskab. Bagemaskinen blev sat i gang med at lave dej til det brød jeg spiser til morgenmad, jeg KAN ikke blive mæt af det "luft i skorpe" man køber i butikkerne, så jeg bager det selv. 5-korns blanding, det mætter! :O)
Mums siger jeg bare..
Men det var ikke nok, jeg skal have gæster i morgen. Min veninde kommer for at hente sin JA-hat, som tidligere omtalt.
Og når det nu er fastelavn og alt muligt, så skulle der da lige bages en gang fastelavnsboller....................... Det tog måske en anelse overhånd, for jeg kunne ikke huske hvor mange boller der bliver af en enkelt gang dej, så jeg lavede lige dobbelt portion..

Det blev så til 45 fastelavnsboller..

Vi har selvfølgelig smagt dem.. Yummy!! Og jeg kan da afsløre at Nutella virker i en fastelavnsbolle!! Men der er creme i dem allesammen, (vi spiste de tre, der ikke var kagecreme nok til, som så "desværre" måtte fyldes med Nutella.)
Mon ikke der skulle være en kollega eller to der kunne spise en fastelavnsbolle på mandag?? :O)

Jeg gik naturligvis op til overboen med 4 nybagte fastelavnsboller. Han har en sund appetit og en sød tand, så han smilede stort da døren blev åbnet.

Nu er ungerne kørt hjem og jeg vil bare hen i sofaen og fise lidt husleje af.. Symaskinen må vente til i morgen, bukserne er ellers næsten færdige. :O)

onsdag den 2. marts 2011

Var ikke så dygtig i dag..

Nå jeg kunne så ikke være lige så dygtig som jeg var i går mht indkøb..
Men jeg synes selv jeg gjorde et godt køb da jeg var i Jysk.



5 meter stof til kr 125,00 det er da ikke slemt, vel? Jeg glæder mig allerede til at komme i gang med at sy en taske, men jeg skal lige være færdig med bukserne først..

Hmmm...

Gad vide hvad der er sket med min blog?? Lige pludselig er den "slettet" ?? Jeg kan stadig gå ind og finde den, men link´et fra Lady Di´s side virker ikke..
Endnu en af de ting som denne PC-debile her ikke fatter en lyd af..

tirsdag den 1. marts 2011

ARGHHHH!!!!

Jeg skal have fyldt mine sy-grejer op...  I den forløbne weekend ledte jeg efter en gammel rygsæk i magasinet under en gæsteseng. I dette magasin ligger også alt mit stof og til min store glæde faldt jeg over et stykke stof der lige passer til et par bukser!!
:O) JUBIIIII
I aftes fik jeg så klippet stoffet ud og havde indstillet mig på at jeg skulle sidde og hygge mig med symaskinen..

Jeg havde bare lige "overset" den lille detalje at, mit lager af sy-tilbehør jo ikke er ligesom det "magiske køleskab" der fyldes helt af sig selv..
nej det er ligesom en bankkonto.. Hvis man ikke sætter noget ind på den, så løber den tør på et tidspunkt, når der er hævet tilpas mange gange fra den..
Og jeg måtte desværre konstatere at jeg har hævet for meget på sy-tilbehørs-kontoen.

Der var kun en lyseblå og en brun lynlås og det passer sig ikke rigtig til et par sorte bukser..

Så i dag må jeg jo "desværre" ned til min lokale sy-tilbehør-og-stof-butik og få fyldt bare lidt af lageret op igen..
Det er jeg vel nok ked af...Øhh næhh. egentlig ikke..

Hav den dejligste dag alle derude i blogland og sørme da også til jer der er udenfor blogland :O)

Opdatering: Jeg er MEGET stolt af mig selv: Jeg brugte 10 kr på en lynlås og det var så det! Skal godt nok afsted igen i morgen til en anden butik, så må vi se hvor dygtig jeg er der.. :O)