Hvorfor er det så svært at bede om hjælp?

Min søster kom rigtig galt afsted med en hest for et par år siden. Sådan rigtig galt.. den panikkede da hun var ved at trække den ind fra marken og hoppede hen over hende, blot for at ramme hende, brække hendes ene arm, hendes næse, give hende et blåt øje og knække knoglen rundt om øjet.. Det værste var dog den hjernerystelse der fulgte med.. Altså når man ser bort fra at hun ikke trak vejret da hun landede på jorden. GUDSKELOV var min niece med og hun fik hende til at trække ilt ind igen.

Men den forbandede hjernerystelse!! "Normalt" og i de allerfleste tilfælde går sådan en djævel over, men en lille procentdel af se uheldige, kommer sig aldrig helt igen.. Eller i hvert fald først efter MEGET lang tid..
Og min søster er desværre en af dem..

Kan du forestille dig hvordan det er, hvis du drejer hovedet hurtigt og det føles som om hjernen først følger med lidt senere??
Som om den skvulper rundt i gele??
At du bliver svimmel, når du kører i elevator??
At du kan blive utilpas hvis du går på strøget og der er mange synsindtryk omkring dig??
Jeg ved jo ikke hvordan det føles, men det er sådan jeg opfatter hendes forklaring.

Der er mange ting hun ikke kan klare, som hun kunne før.. Og det piner mig helt vildt, at jeg ikke kan gøre noget for at hjælpe hende.

I går havde hendes mand fødselsdag og vi var inviteret. Jubii det er altid hyggeligt at være der og vi glædede os til at vi skulle afsted. Og for første gang nogensinde, ringede hun inden og spurgte vi om vi måske ville komme en time før de andre og give en hånd med?? Hendes hoved var rigtig dumt og hun trængte til at hvile sig.
Jamen selvfølgelig ville vi det og vi rykkede ud alle tre.
Vi havde den hyggeligste aften og hun virkede som om hun var glad for hjælpen.

Så er det, at jeg tænker på, hvorfor er det så svært at bede om hjælp?? Hvorfor vil man ikke kaste håndklædet i ringen og sige: Dette her kan jeg ikke klare alene?? Jeg er selv den største skovl til at bede om hjælp.
Er det fordi man ikke vil fremstå som svag?? Er man bange for at få et nej?? Hmm... jeg ved det ikke, for så kunne jeg jo ændre på det..

Der er mindst to (lige nu kan jeg ikke komme i tanke om mere end de to - wauw det lyder godt, egentlig) ting jeg ikke kan:
Bakke med en trailer og bore huller i væggen..

Hvilket så resulterer i, at hvis jeg skal bakse rundt med en trailer og skal vende, ja så piller jeg traileren af bilen, vender kareten og kobler den på igen.. Et farligt mas..
Og rent faktisk har jeg et par hylder jeg gerne ville have hængt op på væggen i spisestuen.. Men jeg har endnu ikke spurgt nogen om de ville hjælpe, for tænk nu hvis de siger nej?? Og hvem skulle egentlig gide bore 6 huller i væggen for mig?? Eller hvad det nu er ...

Så hylderne står stadig pænt pakket ind i plastic og venter til en eller anden (læs: mig) får nosset sig sammen til at spørge en, med evner i den retning.. :O)

Her er lige et billede af en af søsterens katte: Lille Tut på 4 måneder, hun er ligeså noller som min Guf, hun har glemt at vokse:

Og ja, hun sidder i min jakkelomme.. :O)