Kærlighedens lotteri

I slutningen af februar tog jeg en beslutning, der var meget grænseoverskridende. Jeg oprettede en profil på en netdatingside.
Har altid haft det sådan, at jeg gerne ville møde en mand, sådan face to face, så kan man altid bruge nettet til at lære hinanden bedre at kende bagefter. Ville gerne lige se ham i øjnene som det første.. Man siger jo, at øjnene er sjælens spejl. Jeg ved ikke hvad det er, men jeg synes jeg kan se meget i et par øjne.

Men da jeg efter godt et år som single, måtte konstatere, at HAN ikke lige kom og bankede på min dør, så måtte jeg gøre noget andet. Bevares, jeg har da mødt mænd, også nogen rigtig søde nogen, men der manglede ligesom "det" der gjorde at mit hjerte bankede lidt hurtigere end ellers.

Så jeg holdt vejret da jeg oprettede en profil.. Var det kun mænd, med horn i panden, uden tænder og uden noget fornuftigt mellem ørerne, man kunne finde sådan et sted?? Jeg surfede lidt rundt og ja, der var da nogen, der (næsten) havde horn i panden.. Og der var også nogen der havde meget få kopper at flytte rundt på, i skabet!!
Men så var der alle de andre!!! Hold da lige op. Det var jo lige nøjagtigt, ganske almindelige mænd, som dem, man kan møde på gaden. (Der er det bare lidt svært at se, om de er single, så der går man jo bare forbi) Ganske almindelige, som går på arbejde, vasker tøj, holder af deres mor, sparker dæk og drikker øl med gutterne.
Nogen havde sågar humor!! Jamen altså!!
Der var en profil jeg faldt over, som en af de første.. Hans profil var meget underholdende at læse, humoren var der i hvert fald!! Og han slutter af med at skrive: "Fat nu tastaturet og skriv til mig." Så det gjorde jeg.

Jeg skrev, at han da var lige så rådden i pæren, som jeg og tak for at, jeg ikke er den eneste!!
Der kom ret hurtigt et svar tilbage, om det skulle opfattes som en kompliment? Hvilket jeg kunne bekræfte.. Vi skrev sammen et par uger indtil jeg fik, ja kolde fødder kan man ikke kalde det, for vi havde ikke mødt hinanden, men jeg vidste stadig ikke lige helt hvordan jeg skulle gribe dette dating-halløj an. Så vi sagde tak for hyggelig snak (og jeg undskyldte for at have spildt hans tid) og det var så det. Han opfordrede mig til at benytte nettet, som en "dør-åbner" og så mødes med folk. For face to face giver altså mere end mails frem og tilbage..
Var på kaffe-date med et par stykker, uden det store "held", Det var rigtig hyggeligt, for jeg kan godt lide mennesker og at lære nye at kende, er bare fedt. Men der manglede lige "det".

Da der så var gået godt halvanden uge, så skulle "ham med den rådne pære" til en jobsamtale og jeg ville lige ønske ham held og lykke. Så jeg fattede endnu engang tastaturet. Og fik en mail retur. Og jeg holdt vejret, da jeg spurgte om han havde lyst til at mødes? For vi havde da nogenlunde den samme humor og om ikke andet kunne det være sjovt at lære ham bedre at kende. Heldigvis sagde han ja og vi aftalte at mødes fredag før påske.
Uh.. siger jeg bare!!! Benene ville næsten ikke bære mig ned i byen og jeg havde temmelig mange sommerfugle i maven. De andre dates jeg havde været på, havde føltes meget anderledes. Der var der ikke noget flaksen i maveregionen.

Han viste sig til at være en kanonsød fyr og vi har været sammen næsten konstant siden!! Humoren er den samme (rådden selvfølgelig) han forkæler mig ud over alle grænser og han får mig til at grine. Tit!!

Så jeg har lukket min profil. Og jeg er ganske sikker på, at jeg har fundet HAM!!

Ham med de blå øjne

Hvis du sidder med samme fordomme om net-dating, som jeg gjorde, så kast dem alle i skarnkassen og prøv det!! Måske du kan være ligeså heldig (eller i hvert fald næsten) som jeg? Selvom jeg er den heldigste! ;O)