søndag den 17. april 2011

Tanketorsk??

Min lillesøsters kæreste kører dragrace, altså en motorsport hvor man konkurrerer om at køre så hurtigt som muligt på en strækning på 201 meter. Normalt er det 402 meter, men i Danmark har vi ikke så lange baner, desværre, så de få vi har, er på 201 meter.
Denne weekend var startskuddet til sæsonen 2011 og en masse mennesker var samlet på området ved Mosten MC ved Østed på Djursland. Vejrguderne var ikke så meget med os, da det var overskyet og blæsende (læs: hundekoldt), men forbløffende mange mennesker var mødt op. Ligesom de fleste af kvinderne fra min familie.Vi er åbenbart mange der har savnet foråret!

Min mor på 71 ville gerne med for at se hvad det er, vi går og hygger os med i løbet af sommeren. Mine to døtre var med, min storesøster, min lillesøster og så mig selv, sagde hunden.




Vejrguderne var da så meget med os, at det ikke regnede, så havde det bare været en trist dag, men de fik kørt et par ture for at se om maskinerne holder og om vinterens ændringer virker.

Da der skal køres en afdeling af DM (tror jeg det er) i dag søndag, så blev min søster og svoger der i nat. Aftenen og det halve af natten blev naturligvis brugt på at sparke dæk og drikke øl, som jo altså hører med til denne slags arrangementer. :O)
Kl 3 i nat vækker min svoger min søster for at høre om hun er i stand til at køre bil, da han nok liiiige skal en tur omkring skadestuen. Heldigvis kunne hun det og de drog ind til Randers, som gudskelov HAR en skadestue.
Svoger har stået på den ene side af baren og en kvinde, der havde fået en øl eller to for meget indenfor vesten, stod på den anden. Uvist af hvilken grund synes denne kvinde at hun da ville smide en ølflaske hen over baren. Der var ingen der havde generet hende, ej heller min svoger, som stod så langt væk at de ikke ville kunne høre hinanden, men hun tager så denne flaske og kyler den tværs gennem lokalet. Den rammer noget på vejen og splintres og et af skårene rammer min svogers højre hånd, borer sig ned i kødet og helt ind til musklen. Han bliver syet med 4 sting på skadestuen og bliver beordret til at holde den i ro i 14 dage.

Så er det jeg spørger mig selv hvad der driver et menneske, til uprovokeret, at smide med ølflasker?? Hvis det havde ramt ham i ansigtet, øjet eller i halsen, kune det havde haft en helt andet udfald. En tanketorsk? Eller bare en torsk??
Man kan sige meget negativt om de udskænkningsteder der hælder øl og sodavand op i plastickrus, men der skal altså meget til, at de går i stykker og gør skade på folk!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar