torsdag den 30. juni 2011

Lidt af hvert

Jeg har fået tømt ud i fryseren for de rabarber jeg har haft liggende alt for længe.. Sammen med nogle jordbær fra min svogers fryser er det blevet til :
7 glas mummetøj/syltelade
mums siger jeg bare!!

Har været hjemme fra arbejde i dag, min ryg er helt hen i skoven.. Så misserne har nydt at jeg har været her og Guf har i hvert fald ikke lyst til at jeg skal i seng..
Han er ellers ikke ret kælen, men ind i mellem, så bliver han sådan. Lidt rart synes jeg! :O)

tirsdag den 28. juni 2011

Mandag blev så lige til tirsdag

Som tidligere skrevet så kunne søndag ikke hurtigt nok, blive til mandag.. Jeg skulle hente en pakke stof på posthuset..
Meeeen....

Min søde svoger nævnte lørdag aften at han da havde nogle jordbær i fryseren, som jeg måtte få til min planlagte jordbær-rabarber marmelade.. Så efter fyraften kørte jeg lige over til ham for at hente dem. Min lillesøster havde så planlagt at vi skulle have friske jordbær til aftensmad og så kunne jeg jo ikke nå posthuset inden kl. 17.

Men i dag, tirsdag, har jeg så været forbi og hentet pakken!! Med spænding i maven åbnede jeg posen.. Uh hvordan ser det ud i virkeligheden?? Jeg er nu bedst til at købe stof når jeg kan gramse på det først, så det der med postordre er altid med bævende hjerte..

Men se nu lige her:

 3 meter marine med striber og stræk, jeg tror det bliver til kjolen til brylluppet i september
1½ meter til et par bukser. Elsker twill!!

Nu skal jeg bare finde et kjolemønster... hmm det er altså svært, når man normalt ikke er kjolepige!!

søndag den 26. juni 2011

Bare det snart var mandag

Jeg er ellers en stor tilhænger af weekend og jeg nyder at den Ubønhørlige holder mund og at tiden er min egen.
Men lige denne søndag må gerne speede up og blive til mandag..
I går lå denne kuvert i min postkasse
I sidste uge bestilte jeg noget stof ved Stof&Stil som allerede er her nu!! At jeg så siden har planlagt en tur med min søde veninde Dianna til samme butik, gør ikke sagen værre.

Bare det snart var mandag...

torsdag den 23. juni 2011

Sct. Hans

PUUUUUUF sagde det, der bredte sig en stram hørm af svovl og VÆK var hun!!



Vi ses på Bloksbjerg!! :O)

onsdag den 22. juni 2011

Søvnig onsdag

Jeg er altså ved at blive gammel!! Lå i min seng kl 23.15 og i dag kan jeg næsten ikke slæbe mig rundt.. 6 timer 15 minutter er åbenbart for lidt søvn til mig... :O)
Nå, jeg må sove når jeg bliver ga... nåh nej... det hedder ældre!!

Men makeup aftenen i går gik rigtig fint, vi hyggede os og snakken gik. Har lidt ondt af den stakkels sælger, som kæmpede en brav kamp, bare for at få ørenlyd ind i mellem..





Min kollega havde sat sodavand, øl, vin og chips frem, sammen med vindruer og kirsebær..  Og aftenen sluttede af med friske hindbærsnitter... Mums siger jeg bare!!

På vejen hjem, fik jeg for første gang i ualmindelig lang tid, benzin på, til UNDER 11 kr!!!!
Kr. 10.99 pr liter, jamen!!! :O)

tirsdag den 21. juni 2011

Tirsdag

I dag er der planlagt en make-up aften hos en af mine kolleger. Jeg har meldt mig til, selvom jeg egentlig ikke er meget til det der "tupperwarekoncept." Men vi bliver 7 eller 8 tøser fra arbejde og jeg har valgt at tage med, sådan for hyggens skyld. Jeg bruger jo makeup, så måske man kan lære noget?
Jeg tror egentlig at den mest tungtvejende årsag til, at jeg ikke er så interesseret i disse private aften-arrangementer er, at jeg har 30 km til Horsens og det er her de fleste af mine kolleger bor.
Måske er det fordi jeg er ved at være gammel...
Men pyt, i aften tager jeg med og jeg glæder mig!


Weekenden blev jo brugt ¨på at "passe" niecerne og nevøerne- den yngste er 9, så der er jo ikke så meget pasning i det, men jeg skal bare være der.
Kanon hyggelig weekend der føles lidt ligesom ferie, man er ikke hjemme og man sover i sin sovepose. :O)

Jeg fik ude i søsterens køkken lige øje på dette
Historien bag denne opsatsplade er, at hun i 2003 boede på en gård, hvor musene var flyttet helt ind i køkkenet. Og hun havde fælder stående alle vegne som næsten klappede i takt.

En aften efter at aftensmaden var stillet væk og opvasken var klaret, sætter hun en musefælde lige midt på køkkengulvet, for "lige at fange dem, der render rundt herude".
Som sagt så gjort.
Hun er så forudseende at en musefælde midt på gulvet, ligesom indbyder til,. at en eller anden går i den, ligesom Emil fra Lønnebergs far, Anton.
Ergo, hun sætter en køkkenstol over fælden, så man i det mindste går udenom den..

Sofaen kalder, hun smider sig ind på den og en rum tid senere skal hun hente et eller andet i køkkenet. Og har glemt ALT om fælder og mus.

Hun går ud i det mørke køkken, ser stolen stå midt på gulvet og tænker: "Hvem fa... har sat den der??" Flytter stolen og undervejs over til bordet, jokker hun sin store platfod lige ned midt i musefælden...
:O)

Hendes mand og jeg har haft meget sjov ud af at lave dette tå-fæ, pladen er en gammel steak-tallerken, som er smurt i olie, derfor ser den lille seddel, sådan lidt "rusten" ud.
Tåen er lavet af fimo-ler, neglen er malet med almindelig neglelak, og det kan fjernes igen, nøjagtig som fra en rigtig negl. Jeg malede nemlig forkert første gang..

:O)

fredag den 17. juni 2011

Overraskelse sådan en almindelig småkedelig fredag

Det er fredag og weekenden er skudt i gang. Jeg nyder det, selvom jeg er alene og der ikke er udsigt til besøg eller at jeg selv skal ud i verden.
Jeg snupper mig en lille lur da jeg kommer hjem fra arbejde og får snakket med mine dejlige søstre. Der er en barnepigetjans for min lillesøsters 4 skønne unger i morgen og der skulle lige aftales nærmere. Deres mor skal ud og spille til en byfest og det er sjovt når moster Lotte kommer. Storesøsters datter  har lige haft fødselsdag og bliver udlært farmakonom den 24/6 og skal holde føsda/svendegilde, så der var også lige lidt planlægning.

Jeg får spist lidt mad, snakket med min mor og så er der dømt dovenskab.. Har ellers et par bukser der skal sys, jeg er slet ikke begyndt på dem og i dag gider jeg ikke. Der skal lyst til! Ellers driller det bare.
Jeg synker lidt hen i selvmedlidenhed, som jeg bare hader...: det er SÅ synd for mig, at jeg bare skal sidde her helt alene.. (Ja, ja jeg kunne jo bare arrangere noget, jeg ved det godt!!) Men jeg smider mig i sofaen og tænder for tossekassen.

Mine egne unger har ligget syge i over en uge nu og den ene skal møde ind på arbejde i morgen. Hun er afhængig af sin bil og eftersom den har holdt stille i det meste af den tid de har været syge, så var hun lidt bekymret for om, der nu var strøm nok på batteriet. Det har hun nemlig haft problemer med tidligere.

Så kl. 21.30 ringer de bare, for at høre om jeg vil med ud og køre en tur, for at vi lige kan ses og for at få strøm på bilen.
HELT VILDT hyggeligt!!! Vi kører en tur mod Jelling og nyder det dejlige vejr og den smukke solnedgang. Ned forbi Fårup Sø og videre hjem over Bredsten.
Skøn tur, med flot udsigt undervejs, hygge, snak og en masse grin.

Dagen endte tusind gange bedre end jeg har turdet forestille mig og nu hvor dagen er gået og det snart er sengetid, kan jeg kun se tilbage på en dejlig dag.
I morgen venter niecer og nevøer, det bliver bare helt vildt hyggeligt!!

torsdag den 16. juni 2011

Nårh...

Se lige denne lille trold.. Hun er salgsklar om ca. 3 uger.

Hun har en meget stor chance for at blive langhåret, da hendes mor er langhåret. Hun har to søstre der ligner hende. Derudover har hun to "halvsøskende", en trefarvet pige og en rød han. (to katte fik killinger på samme tid, som er blevet passet af begge mødre i en skøn forvirring)

Interesseret? Så giv lyd!
Jeg skal nemlig ikke have flere katte, to er nok for mig.. :O)

mandag den 13. juni 2011

Reste-træ

Mit tidligere indlæg om mit "Troldetræ" har efterladt en del tråd-ender, som var for korte til det store træ og samtidig for lange til bare at smide ud.

Nu har jeg så lavet et mini træ, som ikke skal hænge oppe i loftet, som det store. Der er så højt til loftet her hvor jeg bor, at man ikke ville kunne se det.

Jeg synes det er blevet rigtig sødt. Nu må jeg se om jeg finde et sted at sætte, hvor kattene kan lade det stå.. :O)

I dag har jeg været på besøg hos en veninde som arbejder på en planteskole. Det kan man godt se på hendes have og jeg er så frygteligt, helt forfærdeligt og NOGET så grimt: MISUNDELIG!!!
Prøv lige at se:



Som hun selv siger så designer hun haven ud fra dette: Der kan vist lige stå en plante mere her..
En ren oase at komme i.

lørdag den 11. juni 2011

Personaledag

Min arbejdsplads, som så mange andre arbejdspladser rundt omkring, holder en gang om året, en personaledag.
Også i år og ligesom sidste år, var vejret ikke rigtig med os. Dagen forinden, lovede meteorologerne skybrud og meget regn hele natten.. Hmm..

Dagen startede også med regn og blæst. Svært at varme op til en idrætsdag, med en paraply i hånden og gummistøvler på fødderne.. Men jeg skulle spille "Kongespil" (aka: kubb eller vikingespil) og Petanque, så opvarmningen var ikke helt så vigtig for mit vedkommende. :O)

Den blå himmel og solen kom heldigvis frem i løbet af formiddagen, efterfulgt at en kold og meget irriterende blæst. Sådan et idrætsanlæg er jo i bund og grund bare en meget stor FLAD græsplæne hvor vinden rigtig kan få fat. Så det var en småkold omgang.

Men vi havde en sjov dag og et af indslagene var lagkagekast. Afdelingslederne skulle kaste lagkager i hovedet på hinanden. Mon arrangørerne ikke rigtig turde at vi andre skulle?? :O)

Det var meget underholdende!





Problemet med sådan en plade som de står bagved opstår, hvis "ofrene" ikke er lige høje.. Og det er vore ledere ikke!! Så må man tage det forhåndenværende-søms-princip i brug


 De prøvede først med en urtepotte, men hendes fødder var for store.. :O)

En fin dag med søde mennesker og mange grin

søndag den 5. juni 2011

Baghaven... eller baggården

Min baghave.. ja som tidligere omtalt, så er det jo ikke en have, men en baggård, det lyder bare så trist, synes jeg.
Ikke desto mindre holder jeg af den og nyder at gøre mit, for at den ikke bliver så ørkesløs. Vi har da tilbragt nogen timer derude i dette vidunderlige vejr i denne dejlige forlængede weekend.











Nu mangler jeg bare at vaske havebordet og stolene af, så vi har noget at sidde ved og på. Men der er stadig lang vej til en italiensk have.. :O)

lørdag den 4. juni 2011

Glæde

Mine to katte giver mig så mange grin og så meget spas.. Mit liv ville være fattigere uden dem
Livsnyderen Dip

Hængebugkatten Guf med et ego så stort, at han ikke kan nøjes med at ligge på én stol.. :O)

fredag den 3. juni 2011

Uh jeg glæder mig!!

Min datter maler meget og er i gang med en del billeder efterhånden. Mange af dem ender på mine vægge og det passer mig, som en hånd i en handske. :O)

Hun har længe snakket om at hun har fundet et motiv, som hun ville male til mig, hvis jeg kunne lide det og i dag har jeg så fået lov til at se det..
Nu får du også lov

Dette er blot kladden, det bliver tegnet over på et lærred og malet i farver, men motivet er jeg bare helt vild med! Det er ligesom jul!! Kan ikke vente!!! :O)

torsdag den 2. juni 2011

Buksetrold

Min søster har bedt mig sy nogle bukser til hende og hun har købt to to meget forskellige stykker stof. Det ene par er færdige, de andre er end ikke påbegyndt endnu.

De færdige er syet af jeansstof med stræk.



Hov, gik der lige lidt fotomodel-stritten-med-rumpen i hende der?? :O)
Men vi havde det sjovt!

Det andet par kommer senere