mandag den 25. juli 2011

En lille hyldest til de sociale netværk på "inder-nettet"


Udover bloggen her, som jeg måske nok er blevet "lidt" afhængig af, så er jeg stor fan af Facebook. Alle har deres mening om den, men jeg synes altså det er smart!
Min mormors generation var ramt af udrejselyst og den ene bror emigrerede til Australien for 65 år siden med sin danske kone. Han har fået tre børn dernede, hvoraf jeg har jævnlig kontakt med datteren.
Han har også en datter, der bor i USA, som jeg også har kontakt med. Og vi havde aldrig "fundet" hinanden, hvis det ikke var for Facebook!!

Min mormors søster var gift med en romer og var bosat i Rom i mange år.
I 1996 tog min mor, mine to søstre og jeg en ferietur til Rom, for at holde ferie og selvfølgelig besøge dem. I denne anledning var vi på besøg hos hans familie dernede. Han har en datter på min alder, som vi snakkede meget med, da vi var der. Men som så mange andre ting, på trods af alle mulige gode intentioner, glipper kontakten hen ad vejen.. Også vores kontakt med vores italienske "kusine"

I aftes lå der en mail til mig på Facebook. Laura havde fundet mig og var ikke sikker på andet, end at vi kendte hinanden.. Og jo, den er god nok. Hun havde været i gang med at rydde op i gemmerne og fandt en gammel telefonliste med mit navn på.. Taster det ind i Facebook og vupti: Der var jeg!! Jamen jamen!!
Helt vildt sjovt og dejligt at få kontakt igen!! Det er ikke mere end 3-4 måneder siden jeg smed hendes visitkort ud, det har ligget i min pung siden '96, men blev enig med mig selv om, at hun sikkert ikke bor der længere og er sikkert blevet gift, så hun hedder garanteret noget andet til efternavn.
Hun er blevet gift men hedder stadig det samme..
Min smukke italienske kusine..

2 kommentarer:

  1. Ja helt vildt! Dog er hun noget mere genert end jeg, vi er lige gamle, men hendes unger er"kun" 7 og 9 år.. fnis

    SvarSlet